Om Gambia


– en idyl med bagsider

De fleste europæere kender Gambia som et turistparadis, men idyllen har en bagside: Gambias nuværende præsident, Yahya Jammeh, kuppede sig som ung militærløjtnant i 1994 til magten og har siden vundet tre flerparti-valg. Valgene er imidlertid blevet stærkt kritiseret for hverken at være frie eller retfærdige. Og selv om landet har nydt relativ politisk stabilitet, er myndighedernes censur og kontrol med medierne taget til, og den manglende pressefrihed står i skarp kontrast til idealerne om et demokratisk samfund med demokratiske valg.

kvinder på stranden

Fakta om Gambia

Gambia er Vestafrikas mindste land. Det er – på nær en 80 km kyststrækning mod Atlanterhavet – helt omsluttet af nabolandet Senegal. Indbyggertallet er ca. 1,6 mio., heraf bor ca. 50.000 i hovedstaden Banjul og den nærliggende by Serrakunda. Der findes otte forskellige stammefolk, som alle har deres eget sprog og kultur. Det officielle sprog er engelsk.

Uddannelse

Gambias uddannelsessystem går fra den tidlige barndom med primær uddannelse op til højere uddannelse, men mange børn er nødt til at blive hjemme for at hjælpe til med husholdning og landbruget eller går i koranskole i stedet. Børnene starter i privat førskole for de 3-7-årige efterfulgt af en grundskole på seks år. Det er den eneste del af uddannelsessystemet, der er gratis, men det er ikke obligatorisk, og i 1992 gik blot 69 pct. af børnene i grundskolealderen i skole, flest piger.

Efter grundskolen følger den 3-årige mellemskole, som 22 pct. af børnene (i 1992) går i. Her er der en stor overvægt af drenge. Eleverne kan fortsætte i den 3-årige high school, som næsten udelukkende drives i privat regi. Kun o. 1 pct. af de unge går i high school, men der er erhvervsuddannelser som alternativ. Videregående uddannelser findes i form af bl.a. læreruddannelsen, og fra 1999 har University of The Gambia udbudt universitetsuddannelser.

Sproget i uddannelsessystemet er det officielle sprog engelsk, men på de yngste klassetrin anvendes et gambisk sprog. Kvindelige personer, både kvinder og piger, har en lav social status, og der er mangel på kvalificerede lærere.

På trods af uddannelsessystemet blev det i 2006 anslået, at kun 60 pct. kunne læse og skrive. Analfabetismen er dog reduceret ved voksenuddannelse støttet af bl.a. Danida, og analfabetismen var i 1990 således oppe på over 70 pct. for befolkningen over 15 år.

Historie

Gambiaflodens opland, der senere skulle blive nutidens Gambia, var, så vidt vides, oprindeligt beboet af folkeslaget diola, og fra 1200-tallet var det under Maliriget, hvor området var beboet af bl.a. fulani, wolof og mandinka. Sidstnævnte indvandrede i 1300-tallet med islam og oprettede små riger langs floden samt stod for organisering af handel. I 1455 opdagede den portugisiske Alvise Cadamosto Gambiafloden, hvilket førte til, at der blev oprettet flere handelsstationer, der handlede med guld, elfenben og især slaver, mens Maliriget mistede kontrollen over området og gik under. Denne handel foregik med lokale magthavere og europæiske købmænd fra Portugal, Holland og Storbritannien. Der var hyppigt interne konflikter blandt europæerne. I 1588 købte Storbritannien rettighederne til handel og anlagde det britiske Fort James på en ø i floden i 1660. Da Frankrig oprettede en handelsstation på nordbredden af floden nær Albreda, førte det til strid imellem Frankrig og Storbritannien, indtil Storbritannien endelig fik retten til det meste af området i 1783, mens Frankrig fik området omkring Albreda.

Briterne administrerede Gambia fra Sierra Leone, bortset fra perioden 1843-1866, og slavehandel blev forbudt af Storbritannien i 1807. I 1816 blev Bathurst (den nuværende hovedstad Banjul) oprettet for at håndhæve slaveforbuddet og for at kontrollere indsejlingen ad Gambiafloden. I 1857 blev Albreda også britisk, men yderligere ekspansion var ikke mulig, da Frankrig allerede ekspanderede i Senegal. Storbritannien prøvede til gengæld at bytte Gambia væk, men det lykkedes ikke, da handelsinteresser i Storbritannien og Gambia var imod. I 1888 ophørte administrationen fra Sierra Leone, og i 1889 blev der skrevet en traktat, der fastlagde landets grænser. I 1894 blev Gambia et selvstændigt, britisk protektorat. Efter 2. Verdenskrig fik Gambia yderligere selvbestemmelse, og flere partier blev oprettet. Partiet Protectorat People’s Party (PPP; senere Progressive People’s Party) blev dannet i 1959 under ledelse af Dawda Jawara, som nogle år senere blev landets premierminister, da det fik selvstændighed d. 18. februar 1965. I 1970 omdannedes Gambia til en republik – stadig del af Commonwealth of Nations – og Jawara blev præsident.

Gambia fik et godt forhold til Senegal, hvilket resulterede i, at Senegal afværgede et kupforsøg i 1981, og at de to lande i 1982 indgik Konføderationen Senegambia. Denne blev dog opløst i 1989 pga. uenighed, og i stedet blev der indgået en venskabs- og samarbejdsaftale i 1991. I juli 1994 lykkedes det en gruppe af yngre officerer ledet af Yahya Jammeh at vælte Jawara ved et ublodigt kup. De suspenderede forfatningen og forbød politiske partier, og Jammeh blev præsident. Efter et mislykket kupforsøg i januar 1995 lovede Jammeh demokrati i 1996, hvor der da også blev afholdt valg til en femårig periode, og Jammeh vandt. Han blev genvalgt i 2001 og 2006 – sidstnævnte årstal var også året for en flygtningestrøm på tusinder af senegalesere til Gambia pga. væbnede kampe mellem Senegals militær og senegalesiske oprørere i Casamance-provinsen. I 2011 blev Jammeh endnu engang genvalgt, men han er blevet beskyldt for valgsvindel samt undertrykkelse af medier og politisk opposition.

gambia