Frivillige beretninger

Her har du et par beretninger fra nogle af vore udsendte frivillige undervisere:

De lærer hurtigt – og disciplinen er i top

Af Flemming Seiersen, marts, 2014

Mens et af de store problemer ved den første journalistuddannelse i Gambia, der startede for tre år siden, var møde-disciplinen, så er der virkelig sket noget her på det andet hold. På 1. modul på 3. Semester i marts i år manglede der et par stykker kl. 9.15 den første dag, men resten af ugen mødte alle til tiden. Dertil kommer, at opmærksomheden fra de 13 studerende er 100 procent. Der er altså virkelig sket noget, siden vi i sin tid startede og til i dag.

Dertil kommer, at dette hold fatter meget hurtigt og dermed også lærer langt hurtigere. Jeg roste dem da også for, at de rent faktisk hurtigere lærte den meget svære radio-disciplin, den beskrivende reportage, end mine studerende på Danmarks Journalisthøjskole i 1990’erne. Det er en stor ros, og den var de virkelig glade for at høre.

Diskussionens kunst

Et af de eneste problemer – rent undervisnings-mæssigt – er dog stadig den manglende debat-kultur. Det tror jeg er et kulturelt fænomen. Alle råber op, højere og højere, for at blive hørt. Det er svært at få dem til at lade være at råbe i munden på hinanden. Ingen kan høre, hvad der bliver sagt, så jeg må råbe endnu højere for at få dem til at forstumme. Når jeg siger, det er et kulturelt fænomen, mener jeg, at stemme- og støjniveauet i Afrika er generelt meget højere, end vi er vant til.

Vi når virkelig meget på en uge

Men det vigtigste er, at vi nåede utrolig meget på ugen i marts fra den 17. til 22. De blev sendt ud at lave deres første reportage den første dag, to timer efter vi var startet. I alt nåede de at lave fire reportager. Nåede at få lydniveauerne til at passe sammen, når der var støj fra biler på vejen, og deres stemmer. De lærte at lave klippemanuskript og redigere. Lave vejrtrækningsøvelser og mange speak-øvelser i studiet og til sidst lave en lille udsendelse med redigeret reportage, speaks og interviews. Det samme, som de lavede i inbetween-assignments. Og de blev faktisk ret så gode. Jo, det var et godt 1. Modul på 3. semester. Og glemmes skal ikke vores meget hjælpsomme og opfindsomme co-trainers. Ikke mindst Sang, som jo er radio-specialist.

Så alt i alt lover det godt med dette hold.

Radio GPU er i luften – i klasseværelset 

vibeke og radioklassen Af Vibeke Rask Grøn,

august 2013

 

 

 

Så er der kommet gang i det lille radiostudie på Gambia Press Union i Banjul.
De journaliststuderende på 2. semester har i uge 34 været i fuld gang med at sende nyheder om spædbørns dødelighed på Radio GPU. Det er blevet til rigtig mange forskellige nyheder, af mere eller mindre god kvalitet indholdsmæssigt og teknisk, men det har været sjovt og meget lærerigt for alle.

Første modul på andet semester handler om at være aktiv som journalist, finde sin vinkel og få underbygget den ved hjælp af ekspert interview, men samtidig er fokus lagt på radio formidling.

Derfor er det da med en vis stolthed jeg kan meddele, at alle studerende nu har prøve at være nyhedsvært og præsentere kammeraternes ekspert bårne nyheds telegrammer og nyheds indslag i æteren, og alle har prøvet at være reporter på ”telegramvagt” og i marken på jagt efter ekspert udtalelser.

Torsdag eftermiddag drog første halvdel af de studerende af sted på deres første reporter opgave uden for GPUs mure. De skulle til det nationale ernæringscenter (NANU) for at lave deres første interview med en ekspert.
På NANU tager man sig af oplysningskampagner mv i forbindelse med spændbørns ernæring, brystmælk etc, så her var utallige vinkler omkring begrebet spædbørnsdødelighed at kaste sig over.

Vores studerende klarede sig til UG.
Den interviewede ekspert, som skulle tage alle ni interview, sagde i sin evaluering, at han aldrig tidligere har følt sig så tilpas sammen med journalister, som han gjorde med vores ni.

Han syntes, de studerende var høflige, præsenterede sig selv godt, orienterede ham godt om emnet før de stille og roligt gik i gang med at stille spørgsmål.
Han syntes samtidig, at de var fokuserede og havde gode spørgsmål, som underbyggede deres vinkel, som de havde præsenteret ham for.

Den danske træner synes nok det haltede med visse vinkler og spørgsmålene kunne være strammet op hist og pist, men det er vigtigt, at eksperten følte det, som en ekstraordinær god oplevelse. Det betyder, at vores elever løfter sig over det almindeligt eksisterende journalistiske niveau, og så er vi på rette vej.

Anden halvdel af de studerende var af sted lørdag morgen og skulle bide skeer med en garvet læge, som selv er vant til at optræde i medierne.
De fik deres sag for. Han gav ikke ved dørene og kørte rask væk ud af en tangent, hvis spørgsmålene ikke var præcise. Til gengæld var han kort og informativ, hvis vinklen var klar og spørgsmålene fulgte den.

Men alle kom levende hjem, og var både lettede over debuten som ”rigtig” reporter, og høje fordi det trods alt lykkedes at få nogle svar i kassen.
Resten af lørdagen var et stort redigerings cirkus, men ved aftentide lå 18 radioindslag færdigpakkede med op- og nedlæg og parate til ”nyhedsudsendelsen” mandag morgen.

Det havde jeg ikke turdet forestillet mig først på ugen, da det med gru gik op for mig, at de ikke havde lært at redigere endnu og alting var kaotisk og uoverskueligt. Men det lykkedes.

De studerende har virkelig knoklet, men sådan er det jo at være journalist, ik’?