Gambia organiserer mediestrategi – GAMES er med i en support-gruppe

Nu skal strategien føres ud i livet. I august blev repræsentanter fra Gambias medier og regering enige om en mediestrategi. Nu går de fra ord til handling:
De har et sekretariat, der skal forvandle strategierne til udviklingsprojekter. Næste skridt er, at få donorerne og de internationale medieorganisationer til at bakke op med penge og ekspert-bistand.
I spidsen for sekretariatet står Emil Touray, præsisent for Gambia Press Union (GPU), og Gambias Informationsminister, Demba A. Jawo.

Støtte fra Danmark og Ghana
Og i en støttegruppe sidder GAMES og partnerne Media Foundation for West Africa (MFWA) og International Media Support (IMS).

Den ghanesisk baserede Media Foundation har de seneste måneder haft Vivian Affoa udstationeret i GPU. Som erfaren programmedarbejder i MFWA har hun støttet med både råd og organisatorisk støtte til strategiudviklingen.

Fra oktober udsender den dansk baserede IMS en specialist i projektudvikling, Rasweat Mukundu fra Zimbabwe, der skal hjælpe med at skrive projekterne – sammen med de gambiske kollegaer.

IMS støtter økonomisk hele denne kapacitetsopbygning i Gambia, og er samtidig meget aktiv i støttegruppen sammen med GAMES og MFWA.

Skolen går efter et stort projekt
En af de vigtige søjler i gambiske medieudviklings-strategi er den journalistskole, som GPU har skabt i samarbejde med GAMES. For GPU og skolen er planen nu at lave et treårigt udviklingsprojekt, som skal konsolidere og udvikle skolen som stærk og uafhængig uddannelsesinstitution.

De første linjer til den udvikling blev lagt på en fremtidsworkshop i august, hvor skolens og GPUs ansatte og bestyrelsen sammen med GAMES’ formand kortlagde problemerne og brainstormede på mulighederne på alle niveauer:

Fra en ny bestyrelse, nyt navn, nye partnere, nyt kursuskatalog og nye uddannelser, nye bygninger og et nyt motto – som for eksempel det helt nøgterne ”Training provider for effective journalism and communication”.

Jo, Gambia er godt på vej fra strategi til handling.