MAJAC kører for fuld damp

Af Lars Møller, GAMES-formand.

Det var fantastisk at opleve dagligdagen på medieakademiet i Gambia – MAJAC eller Media Academy for Journalism and Communication, som det retteligt hedder. Det nye hus summer af aktivitet på begge etager.

Fire klasser kører hver dag
Nedenunder er Foundation-klassen i gang. Meita Touray underviser, med smil og tørklæde. Meita er en tidligere elev fra det første hold, der tydeligvis ved, hvad hun laver, skønt hun aldrig har været igennem et egentligt TOT- forløb (Training of Trainers).
Sådan er der også ovenpå, hvor Muhammed Ndure underviser certificate-holdet i pressejura og etik. Han er også ny, har heller ikke fået TOT, men som tidligere elev fra andet hold ved også han, hvad god undervisning indebærer – på trods af at sidenhen har taget en bachelor i jura og meget tungt sprog.
Det var formiddagen.

MAJACs nye logo er blæst op facaderne, på skilte ude ved vejen og på T-shirts. Det er GAMES-medlem Lynge Asbjørn Møller, der har tegnet logoet.

Om eftermiddagen er der nye klasser:
I det store klasseværelse ovenpå underviser en lektor fra University of The Gambia i psykologi for mediefolk. Hun er taler engageret, optaget af sit fag, og med masser af slides. De studerende var der til tiden, eller næsten da – for det har de lært. 

Imens underviser vicedirektøren Demba Kandeh Advanced Diploma-klassen i tv-journalistik henne i det nye computerrum. Demba har heller ikke fået pædagogisk træning, men har med en kandidat i kommunikation fra DMJX og Holland stor succes med at omsætte sin egen erfaring til MAJACs virkelighed.

Aldrig om søndagen
MAJAC kører med skifteholds-undervisning: 2 x 3 timers undervisning om morgenen, og 2 x 3 timers undervisning, når eftermiddagsbønnen er overstået. Sommetider bliver det til fire timer.
Sådan foregår det tre dage om ugen: Torsdag, fredag og lørdag. Som regel er de to computerrum frie, så de studerende ofte mødes for at arbejde før eller efter undervisningen.

Søndag holder de fri på MAJAC. Mandag, tirsdag og onsdag er ikke skemalagte, da skal underviserne forberede sig, holde møder eller passe andre opgaver.

Ung, stolt studine fra Sierra Leone poserer her i MAJACs nye T-shirt.

Bedst i Gambia
”Med over 9 timers klasseundervisning om ugen, får vores studerende mere undervisning, end man får på universitetet eller andre steder i Gambia”, siger direktøren Sang Mendy.
Ved at organisere diplomuddannelserne på den måde er der både tid og plads til at lave korte kurser og flere modul-kurser, som MAJAC gerne vil satse mere på – når de får ok til det.

Selv underviser Sang mere end halvdelen af tiden, det samme gør Demba – og det giver mindre tid til at udvikle nye kurser.

Men en ting har de nået: At skabe et levende, summende og dynamisk medieakademi med masser af nye undervisere og to nye niveauer af grunduddannelsen.