Newsletter December 2008

Newsletter December 2008

(Only in Danish)

Kære Games-medlemmer
Nu er Games’ første projektperiode ved at være afsluttet. Det har været et begivenhedsrigt år, hvor vi har sendt i otte danske mediefolk på c2c missioner i Gambia. Dertil kommer fire missioner, hvor vi har arbejdet med at kapacitetsopbygge vores samarbejdspartner GPU (Gambia Press Union) og få administrationen dernede til at fungere. Og samarbejdet fortsætter.

Fed Fremtid for GPU-Games

 

Af Lars Møller

Games er lige nu i gang med at planlægge nye projekter i samarbejde med GPU og de Gambiske Medier. Vi er endda kommet indenfor i varmen hos Gambias nye informationsminister, Fatim Badjie. GPU har valgt en ny og unge bestyrelse og er i gang med at lave strategier og nye projekter, nogle af dem sammen med Games

Det tegner godt med den nye bestyrelse i GPU. Jeg ved det, for jeg har arbejdet sammen med dem næsten alle sammen, til en tre dages fremtidsworkshop i Sanyang Nature Camp syd for Serekunda.

GPUs generalforsamling i marts valgte en kvinde som præsident, Ndey Tapha Sosseh, der tidligere var generalsekretær. Som hendes højre hånd og nuværende generalsekretær valgtes Emil Touray, der også har erfaring fra den forrige GPU bestyrelse. De to repræsenterer erfaringen, resten af bestyrelsen er nye og uprøvede, men alle meget engagerede i GPUs og mediernes udvikling i Gambia.

Det lod de ingen tvivl om under GPU-bestyrelsens fremtidsworkshop fra 7.-9. juni. Selv var jeg med som såkaldt facilitator af deres strategi-proces – og som medspiller i den fælles udvikling af nye projekter i samarbejde med Games. De nye GPU’ere brainstormede og diskuterede værdier, mål og strategier – og blev enige om udkastet til et strategi-papir og en handlingsplan, som en arbejdsgruppe nu vil gøre færdig. Det vigtige er ikke bare resultatet, men også processen, der betød at de nu alle har ejerskab til strategien og hver i sær har defineret deres egen opgaver i de næste par måneder i forhold til strategien. Den kan vi forhåbentlig linke til i næste nyhedsbrev.

GamPrint og GamPix
Ejerskab har bestyrelsesmedlemmerne også til de næste projekter. I første omgang satser en arbejdsgruppe nu på at præsentere IMS (International Media Support) for et projektforslag, når den danskbaserede organisation besøger landet i marts. Det bliver er forslag om at det nye fælles Editors’ Forum laver en fælles indkøbsforening til indkøb af papir, farve og plader – således at IMS finansierer den første containerfuld, og så salget herfra finansierer den næste import. De fælles indkøb vil ikke bare styrke de nødlidende aviser økonomisk, men vil også styrke samarbejdet mellem aviserne organisatorisk og det nyformede Editors’ Forum.

Et andet forslag fra kollegaer i Games om at lave en fælles billeddatabase, GamPix, vandt også gehør. Forslaget kommer de Games’ seneste mission, hvor journalist Peter Kramhøft coachede redaktører, og grafiker Susanne Sommer coachede grafikere, og fra den forrige, hvor fotograf Troels Nørlem coachede fotografer. Den fælles billeddatabase, med en fotograf ansat, kameraer til udlån og software til billedbehandling rammer ned i stort behov – de har intet billedarkiv på aviserne – men på den anden side er behovet for fælles indkøb gennem GamPrint endnu større.

For Games og forhåbentlig også IMS er det afgørende udviklingsperspektiv at styrke det organisatoriske samarbejde mellem de konkurrerende aviser, så de kan tale med en stemme over for regeringen.

Næste skridt er, at GPU og Editors’ Forum skriver et projektforslag, som Games så giver feedback på, før de præsenterer det for IMS. Så hvis der er nogen i Games, der vil være med til det, så er det nu…

Media for Development – Development for Media
Det andet store projekt, som GPU vil udvikle, sammen med Games, handler om efteruddannelse. Kort og godt går projektet ud på at uddanne 16 af de bedste journalister over en 2-årig periode til at blive rigtigt gode journalister, som kan danne forbillede for andre. Uddannelsen bliver værkstedsorienteret, så de sideløbende producerer aviser og radioudsendelser om udviklingsforhold, målrettet skoler, bønder, kvinder, forbrugere…  Deraf navnet Media for Development. Outputtet bliver et af projektets mål, og produktionsomkostningerne en nødvendig udgift.

Indadtil for medierne bliver Media for Development en form for Center of Excellence. Journalisterne skal samtidig undervises i at undervise andre, det såkaldte training of trainers, så de kan lære fra sig, hvad de selv lærer. Det vil bidrage til at udvikle medierne, og uddannelsen af en ny generation af trænere er forudsætningen for at opbygge en egentlig journalistisk efteruddannelse i landet. Deraf anden del af navnet – Development for Media.

Baggrund: Gambia har brug for projektet
Indadtil for medierne er journalistisk efteruddannelse er den vigtigste prioritet for GPU og det nye Editors’ Forum. Tankegangen er, at dygtigere journalister laver færre fejl, hvilket giver mere informative og dokumenterede artikler og indslag – hvilket igen betyder flere læsere/lyttere og forhåbentligt mindsker undertrykkelsen af journalisterne. Behovet er stort. Landet har hundredvis af journalister uden anden uddannelse end grundskolen og spredte, kedelige kurser. Derfor skal der uddannes flere undervisere i journalistik.

Udadtil er Gambia et af Afrikas fattigste lande og udviklingspotentialet er enormt. Og udvikling af landet er et af GPU’s over ordnede mål. Som der står i udkastet til GPU’s strategi for de kommende tre år – forfattet af foreningens nye kvindelige præsident:

“The Gambia Press Union will work constructively and critically with Government, NGOs and all other stakeholders to protect and safeguard the interests of the media; to promote professionalism; to encourage citizen journalism and to participate, positively towards national development efforts.”

Det næste, der skal ske, er at GPU samler op fra vores workshop og skriver et første udkast til projektforslag. Det skal vi så give input til, efter konsultation med Danidas Projektrådgivningen, som vi vil søge om penge til projektet. Så hvis nogen har lyst til at være med til at udvikle et fedt, ja banebrydende nyt træningskoncept, så er det nu…

Games har sagt sit første ord i en dialog med regeringen
At arbejde konstruktivt og kritisk med regeringen er således et andet mål for det nye GPU. Foreningen har mødtes med regeringen på mange niveauer og oplever, at relationerne gradvist forbedres.

På den baggrund havde jeg et møde med landets nye, unge (vistnok 26-årige), kvindelige informationsminister, Fatim Badjie. Den forrige informationsminister har jeg forsøgt at træffe i årevis, har lagt utallige beskeder i hendes forkontor og telefonsvarer, forgæves. Fatim Badjie ringe jeg bare op på hendes mobil, og da jeg havde forklaret mit ærinde og at jeg skulle rejse om aftenen, svarede hun: Ja, jeg vil gerne mødes og ringer tilbage. Som sagt, så gjort. Jeg mødtes nogle timer senere med hende og departementschefen Mr. Abdoukarim Sonko.

Mit ærinde var i virkeligheden tre ærinder:

Indledningsvis præsenterede jeg Games’ arbejde i Gambia og Journalisthøjskolens tilbagevendende, årlige kurser i Gambia. Games vil nemlig gerne på talefod med regeringen, og om muligt støtte en udvikling i retning af medieudvikling, mere pressefrihed og mere adgang til informationer.

Dernæst bad jeg om ministerens støtte til, at landets statslige radio- og tv-service, GRTS, kommer med i de næste GPU-projekter, især ”Media for development – Development for Media”. GRTS har tidligere, ved mine møder med skiftende direktioner siden 2005, sagt ja til at arbejde sammen med GPU og Games om efteruddannelse. Men da det kom til stykket med c2c-projektet, sagde de nej med henvisning til, at de ikke kunne lægge studiekapacitet til c2c-samarbejdet. Hmmm…

Endelig ville jeg give ministeriet samme tilbud som både Games og Journalisthøjskolen har givet landets universitet, nemlig at vi vil bidrage til den udvikling af en egentlig journalistuddannelse, så blev sat i gang sidste år, men som tilsyneladende er strandet. Måske af samme årsag, som GRTS bakkede ud af c2c-projektet. Hmmm…

Informationsministeren var meget positiv over for ”Media for development – Development for Media”. Faktisk ville hun gerne, at radio, tv og den statslige avis, Gambia Daily, får 10 ud af de 16 pladser for ”training of trainers”.

Informationsministeren beder Games om støtte
Det viste sig, at informationsministeren havde sit eget ærinde med at mødes. Hun vil gerne sammen med Games starte et efteruddannelsesprojekt i GRTS her og nu. Som hun sagde, så er manglen på professionalisme i statsfjernsynet åbenbart for enhver, det samme gælder radioen. De har brug for træning i kameraføring, lys, teknik, præsentation, produktion og journalistik.

Ved et efterfølgende møde med departementschefen bad han om vi kunne organisere et akut træningsprojekt for 10 radio-medarbejdere og 10 tv-medarbejdere. De har et ganske nyt udstyr fra Japan, men ved ikke hvordan de skal bruge det.

Selv sad jeg og vejede frem og tilbage, på den ene side kan vi bidrage til at den nuværende propaganda udvikler sig til propaganda i en bedre kvalitet, på den anden side kan vi komme i dialog med GRTS-journalister og –chefer og regeringen om netop hvad god journalistik er.

Jeg forklarede, at GRTS’ tradition for journalistik vil kollidere med den vestlige kritiske tradition, som Games vil komme med. Men det mente departementschefen ikke er et problem; problemet er uprofessionalisme, og så længe projektets mål er at producere balanceret og dokumenteret journalistik, så er det ok…

Jeg forklarede også, at vi ikke kan finde frivillige kollegaer, der kan undervise i landet i ugevis. Så projektet bliver dyrt i konsulenter. Samtidig bliver det svært at få Danida til at støtte statens tv, da det kun har en ringe effekt på fattigdomsbekæmpelsen. Så løsningen er, at vi sammen leder efter økonomisk støtte.

Det er et spændende projekt og et spændende dilemma. Mon ikke Games skal gribe chancen? Og vi skal have nogen med fra Danmark, måske Journalisthøjskolen eller Danmarks Radio? Jeg har allerede talt med en bidragsyder, som umiddelbart er interesseret i at gå ind i projektet. Så det er nu vi støber kuglerne, hvis nogen vil være med…

Ny bestyrelse i GPU

I foråret valgte GPU en ny og ung bestyrelse, som er både målrettet og handlekraftig. Ny præsident er Mrs. Ndey Tapha på 29 år og generalsekretæren er 34-årige Mr. Emil Touray. De øvrige medlemmer er: Mrs. Sarata Jabbie-Dibba, Mr. Modou Nyang, Mr. Lamin Njie, Mr. Madi Njie, Mr. Pa Modou Faal, Mr. Buya Jammeh og Mrs. Amie Sanneh.

SOS: 9 bærbare til de unge GPU’ere

Vores samarbejdspartner i Gambia er i sit arbejde hæmmet af dem utrolige besværlige adgang til computere, som er dagligdagen i Gambia. Derfor har de desperat brug for bærbare computere. Så hvis du kan undvære en – eller kender nogen der kan – så vil den blive modtaget med kyshånd.

De har travlt. De har nedsat task forces for det ene og det andet. De har mange deadlines. De skal kommunikere med hinanden og med omverdenen. Og de har ingen computere.

Det er for galt.

”De” er den nye, unge bestyrelse i GPU. Og det er nu, de har fokuseret en hel masse af deres energi og mod på at udvikle GPU og medierne i Gambia.

De har nedsat en task force, der skal lave strategi, en anden skal finde nye lokaler, en tredje laver projektet GamPrint, en fjerde laver projektet Media for Development, en femte laver et pressenævn, før regeringen gør det, en femte laver… de har nok at lave, en masse, der skal skrives og mailes, men bare det at skrive noget ned på en computer er en økonomisk og praktisk barriere for deres vigtige arbejde.

– Vi skal nok prøve at samle nogle brugte laptops ind, lovede jeg.

Så her lyder min opfordring til JER ALLE:

KAMMERATER! Send venligst en mail til jeres netværk og spørg om en og anden mon ikke ligger inde med en brugt bærbar computer.

Giv besked til bærbarindsamlinskoordinator

Susanne Sommer, grafiker Danmarks Journalisthøjskole
e-mail: ss@djh.dk, mobil: 4094 2686
Adresse: Olof Palmes Allé 11, 8200 Århus N.

Året der gik

Både de danske udsendinge og de gambiske kolleger, som har deltaget i træningen, har været begejstrede for projektet. Der er oprettet fem faglige klubber dernede, og redaktørerne har sat sig sammen i Editors Forum, for at finde fordele ved at samarbejde om blandt andet indkøb af papir til trykningen. Det er også lykkedes at få redaktørerne til at holde jævnlige redaktionsmøder med reporterne. Det gjorde man ikke før, fordi det blev regnet for spild af tid. Møderne har gjort, at redaktørerne har fået øjnene op for, hvor mange ressourcer og hvor stort et engagement, der i virkeligheden er blandt deres ansatte.

Læs statusrapport fra projektåret her: (Word)

Eller kig på de mere personlige beretninger fra tre af de udsendte mediefolk.

  • Grafiker Susanne Sommer fortæller om sit arbejde med at få sat skik på layoutet i de Gambiske aviser:
  • Fotograf Troels Nørlem fortæller om, hvor besværligt det kan være at tage kameraer med til Gambia:
  • Journalist Irmelin Viegas fortæller om træningsforløbet med de skrivende journalister:

Susanne Sommer: Layout/avisdesign c2c mission, marts/april 2008

Efter en del forberedelse og undersøgelser rejste Peter Kramhøft og jeg til Gambia. Vi skulle begge arbejde på Gambian News and Report, The Point og Faroyaa. Jeg skulle arbejde med avislayout og Peter Kramhøft med redaktørerne.

Inden afrejse gjorde jeg mig mange overvejelser og tanker omkring produktionsapparatet. Imidlertid var der ingen fra projektet, der var helt klar over, hvilken teknik der bliver anvendt. Flemming Seirsen havde medbragt en avis fra sin mission, og den brugte jeg til rettesnor for, hvad jeg ville lave med mine kolleger.

Vel ankommet mødte vi deltagerne og holdt det første møde. Den efterfølgende dag havde jeg igen møde med mine kolleger og arbejdede med terminologien og fortalte om forskellige typer avislayout med mange indgange mv. Derefter arbejdede jeg én dag på hver af aviserne og hver avis blev redesignet og annoncerne fik et løft.

Den proces var vældig interessant og mine kolleger var meget interesseret i nye input og
inspiration. Jeg rørte stort set ikke tasterne og musen dernede, menfortalte, hvad der kunne gøres. Ændringerne var straks at se på aviserne og kollegerne synes. at det var blevet meget mere interessant at producere aviserne.

Missionen mundede ud i, at mine kolleger dannede en klub for avisdesignere og vi aftalte, at jeg ville følge op fra Danmark. Jeg er fuld af beundring for de gambianske kolleger måde at tackle et udslidt produktionsudstyr på, svigtende strømforsyning og netudfald. Jeg kunne se og høre mange resultater af de tidligere missioner og projektet er meget velanskrevet blandt kollegerne dernede. Der blev talt en del om de tidligere missioner og derfor “lever” missionerne videre. Ikke mindst i kraft af ildsjælen Lars Møller og alle de udsendte.

Troels Nørlem, maj 2008: En, to, tre igennem tolden

Pas på hvad – og hvor meget – du medbringer ved indrejse i Gambia

”But this is ridiculous, I brought it with me to help people in Gambia!”
Kvinden med den danske accent og en gennemsigtig plasticpose fyldt med mobiltelefoner, var helt klart mere oppe at køre end jeg var. Vi var begge to hentet med ind i et aflukket rum lige ved siden af toldskranken i lufthavnen i Banjul. Ved det man vist bedst betegner som en tilfældighed, var jeg blevet bedt om at åbne mine tasker da vi, Eva Dalgaard Andreasen og undertegnede, ankom til vores C2C mission i marts i år. Eva med rygsæk og et interrail-agtigt ‘jeg-leder-lige-efter-et-toilet’ look spadserede uhindret igennem, mens jeg pænt måtte redegøre for mine medbragte ejendele.

I min taske fik de hurtigt øje på de tre kameraer i originalpakning, som jeg et par dage før selv havde købt og betalt i Danmark for at være sikker på at have grej til mine tre kollegaer, der skulle deltage i fotoreportage-kurset. Klogt valg skulle det vise sig..

Egentlig havde jeg følt mig ret sikker, for da jeg købte kameraerne var der gået lang tid med at forklare fotohandleren, at fakturaen skulle skrives ud til en besynderlig adresse tilhørende et journalistforbund i et land helt nede i det mørke Afrika. Det var faktisk lykkedes nogenlunde, men kunne GPU’s navn og adresse overbevise de lokale toldmyndighed… nix!

Havde jeg haft ét med var der ingen problem, men nu var der altså tre, og det var jo nok med videresalg for øje. Egentligt fair nok, men:

”Jamen de tilhører jo det Gambianske presseforbund, se selv på fakturaen” forsøgte jeg.

”Har du et brev fra presseforbundet, der fortæller, at de venter på udstyret”?

Nej, det havde jeg vel egentligt ikke.

”Glimrende, så betaler du bare 40,25% i importafgift, så kan du tage kameraerne med dig”

Det ville være et beløb på pænt over tusind kroner, så jeg søgte nu andre udveje.

”Godt, så beholder i simpelthen kameraerne, og så får jeg dem udleveret når jeg forlader landet igen”

”Ikke muligt. Når de først er på gambiansk jord skal der betales for dem” lød meldingen.

Imens havde den danske kvinde med mobiltelefonerne nået et toneleje, der påkaldte sig mere end almindelig opmærksomhed.
”Her prøver man at gøre noget godt for befolkningen her i landet, og så sætter i bare forhindringer i vejen. Hvor lang tid tror i det har taget mig at indsamle alle de telefoner”?, råbte hun på udenlandsk.

Det havde tolderne ikke noget umiddelbart bud på, men rettet mod mig foreslog de nu, at jeg lod kameraerne blive, og så vendte tilbage næste dag med repræsentanter fra det der presseforbund. Selv om det sikkert ville gribe ind i næste dags program, valgte jeg at følge rådet.

Mit eneste vidnesbyrd om, at kameraerne nu var i de gambianske toldmyndigheders varetægt, var en hurtigt afrevet lap papir med en ikke just præcis eller sirlig håndskrevet optegnelse over varerne – og så selvfølgelig en ulæselig underskrift og et meget officielt stempel.

Herhjemme er det godt at have forbindelser – eller netværk i nudansk. I Afrika er det GULD at have forbindelser. Charles tog naturligvis problematikken med ophøjet ro – han kendte nok folk, der var noget ved ‘told-musikken’. Og, skulle det vise sig, den ene af deltagerne på kurset var såmænd tidligere politimand med masser af tjenestetid sammen med toldfolkene i lufthavnen.

Hvor svært kan det være?

Næste formiddag fik vi øjeblikkelig adgang til de hellige toldhaller ved lufthavnen. Efter lidt ventetid, hvor jeg – fuldt berettiget, fornemmer jeg – blev belært om ‘de hvides’ urealistiske forestillinger om, hvordan de kan slæbe alt muligt med ind i landet uden at stå til regnskab for det, fik vi alle tre foretræde hos en meget højtstående toldchef i et meget flot kontor.

Efter en kort ordveksling hentede han to poser ud af sit aflåste metalskab. Jeg fik igen den velkendte ‘Click’ fotopose med de tre kameraer i favnen og sagde pænt tak. Da vi var på vej ud af døren stak han den anden pose i hånden på mig også. Jeg takkede pænt nej og forklarede, at den ikke tilhørte mig.

Det var en gennemsigtig plasticpose fyldt med mobiltelefoner.

Moralen i denne historie er vel bare, at jeg skulle have gjort mit arbejde ordentligt hjemmefra.

Altså hav dokumentation og papirer i orden. Respekter de regler der gælder, selv om de kan virke besynderlige. Og hvis alt andet brister, så håb på, at der et eller andet sted derude er et netværk, der kan bringe tingene i orden igen.

Troels Nørlem.

Irmelin Viegas: c2c træning med skrivende journalister

Jeg arbejdede med fire reportere, som kom fra hver sin avis. De tre er freelancere og sælger deres artikler til cirka 25 kroner stykket. Det var både sjovt, lærerigt og meget givende at arbejde sammen med de gambiske kolleger. De er utrolig positive og meget sultne efter at lære. De er flittige og har en høj arbejdsmoral. Faktisk er jeg imponeret over, hvad de opnår ud fra deres arbejdsforhold.

Samtidig er de journalister af sind, selv om de har helt andre vilkår og baggrunde end os. Vi tænker tit på samme måde, de kan se en god historie, og de forstår umiddelbart al snak om journalistik – og diskuterer gerne og længe både med hinanden og med mig. Det er mit indtryk, at de fleste kender hinanden, og de er hjælpsomme og deler alting med hinanden, selvom de bestemt også konkurrerer om at komme først med de bedste historier. De er meget glade og stolte over deres erhverv og sætter pris på at blive mødt som ligemænd.

Da vi mødtes, var mine kolleger ikke blevet informeret om, hvad træningen gik ud på, og havde regnet med at skulle sidde og blive undervist. Da jeg havde fortalt dem om c2c ideen, var de helt med, og de deltog meget aktivt og bød alle sammen ind med, hvad de syntes, de havde brug for.

Jeg brugte flere gange det billede, at de skulle se mig som en lille sten, der blev smidt i vandet. Det var så op til dem at være ringene, der spreder sig. De gav udtryk for at være både stolte over og opsatte på, at skulle brede deres nye læring ud til deres kolleger.

Jeg var meget opmærksom på, at jeg ikke var underviser, men en kollega, der skulle træne og inspirere kolleger, og det var en supergod metode. Det er i hvert fald både min og mine gambiske kollegers erfaring.

Af samme grund havde jeg ikke på forhånd forberedt, hvad træningen skulle gå ud på. Jeg havde selvfølgelig gjort mig en masse tanker, men hver dag tog udgangspunkt i, hvad de havde behov for – og det ændrede sig flere gange hen ad vejen.

Den helt store styrke ved den måde at samarbejde på er, at jeg fik en forståelse for, hvad der kan lade sig gøre eller ikke lade sig gøre, og hvorfor de nogen gange gør nogle uhensigtsmæssige ting. Derfor kunne jeg hele tiden tilpasse min træning, så de kunne have gavn af den i deres daglige arbejde. Samtidig kommer man tæt på hinanden som kolleger, hvilket gør det nemmere at få det reelle billede. Ellers tegner de nemt et mere positivt billede af, hvad der kan lade sig gøre, end det reelt er tilfældet. Bare for at være venlige og positive, tror jeg.

Et eksempel er, at jeg brugte tid i begyndelsen på at snakke om vigtigheden af at have flere kilder i artiklerne. Langt de fleste har nemlig kun en – det lyttede de pænt til, men efterhånden fandt jeg ud af, at selv om de købte præmissen, ville de ikke komme til at arbejde på den måde foreløbig. De får nemlig samme pris for en artikel uanset om de har én eller flere kilder med. Og da det kræver tid at få fat i kilderne og at tage ud og snakke med dem, bliver det valgt fra.
Derfor vendte jeg det til, at de kunne lave indtil flere opfølgende artikler ud fra den samme ide ved at snakke med flere forskellige kilder, og den købte de.
Hvis der skal flere kilder i historierne, kræver det nok at redaktørerne belønner økonomisk efter kvalitet og tidsforbrug – og ikke som nu efter omfang (det giver også nogle ulæseligt lange referater fra kedelige konferencer).

Deres arbejdsforhold
Ideerne til artikler får de enten selv eller de bliver sat til at skrive om et emne af deres redaktør. De bruger aldrig tid på ideudvikling eller på at snakke med hinanden om, hvordan tingene skal vinkles.

De fleste har en mobiltelefon – men en af mine havde ikke en. Han lånte sig som regel frem. Transport tager tid, og er dyrt. Så vidt jeg forstod, fik de omkring 100 dalasi (25 kroner) om måneden til transport. Hvis der er for langt at gå (og her afskrækker en times gang i middagsheden ikke) kører de med de offentlige minibusser. Derfor tager det tid at komme rundt til kilderne, og det kan også være tidskrævende at finde stederne, fordi der ikke er gadenavne eller husnumre.

De bruger blok og kuglepen. Enkelte bruger båndoptager, når de interviewer. Når de har samlet deres stof, skriver de deres artikel i hånden og giver den til avisens sekretær, der skriver den ind på pc. Derefter bliver artiklen rette af en redaktør. Det er mit indtryk, at de typisk skriver en artikel om dagen – men de freelancere som ikke er fast tilknyttet til en avis, sælger den gerne til flere aviser under pseudonym.

Det nåede vi
Vi startede med at ideudvilke under et overordnet tema, som var sundhed eller socialstof.

Det mundende ud i, at de hver valgte et område, som de ville arbejde med under træningen. Det var for eksempel misbrug af børn, børn fra koranskoler, der blev sendt ud at tigge og korruption inden for nødhjælp.

De fortalte, at de ofte havde store problemer med at få kilder til at udtale sig. Især regeringskilder – det er både fordi folk er bange for at få problemer med deres udtalelser, men – tror jeg – også fordi de hellere vil tale med de statslige medier.
Her talte vi om, at det er vigtigt at være velforberedt, og om hvordan man får kilden til at have tillid og føle sig tryg – og at man naturligvis skal holde, hvad man lover. Det viste sig dog også at være lidt af et fejlskud, for da jeg var med to af dem ude at interviewe, gik det op for mig, at de er utrolig respektfulde – nærmest underdanige, når de interviewer. De opfatter det nærmest som uhøfligt at stille opfølgende spørgsmål.

Selvom jeg egentlig havde tænkt mig at være en flue på væggen, blandende jeg mig med en masse opfølgende spørgsmål, der fik kilden til at tale langt mere frit – og mine kolleger var bagefter imponerede over hvor meget ekstra, de havde fået ud af interviewet.

Men interview er helt klart et centralt indsatsområde. De er heller ikke gode til at lytte, notere og se interesserede ud på samme tid. Jeg er min fornemmelse, de er blevet oplært i nogle helt skæve grundholdninger på det område. Faktisk talte jeg med en journalist, og han sagde, at når han havde stillet sit spørgsmål, vendte han sig helt bevidst halv væk for ikke at påvirke kildens svar. Af samme grund stillede han aldrig opfølgende spørgsmål. På den måde, mente han, interviewet blev mere ”rent”.

Vi snakkede også vinkling, og om hvordan en artikel skal skrues sammen, og de skrev om flere gange på de artikler, de arbejdede med i træningen. De kom også med masser af gamle artikler, som jeg gav dem feedback på. Jeg valgte primært at fokusere på tre områder:

Indledning
De fleste artikler bliver indledt med: ”Mr head of the board from bla bla bla named bla bla bla last week at a conference in bla bla which was held by bla bla bla and he said” – og så kommer vi langt om længe frem til, hvad det hele handler om.

Jeg fik dem til at vende de sætninger om, så de altid begynder med det vigtigste, og de forstod det godt, men det er simpelthen en indgroet vane, at sådan indleder med – det er også den gængse opfattelse blandt redaktørerne, der endda kan finde på at ændre artiklen, hvis ikke navn og titel på kilden kommer først. Jeg fik dem til at love, at de ville være frontkæmpere for at få den dårlige vane luget ud.

Kortere sætninger.
De skriver bare for langt og snirklet – ofte fordi kilderne taler langt og snirklet.

Mere præcise oplysninger
Igen – hvis en kilde for eksempel fortæller, at der er flere forskellige veje, hvor hårde stoffer kommer ind i Gambia, så skriver de det – i stedet for at præcisere hvilke veje, der er tale om og hvilke hårde stoffer kilden mener. Så præciser, præciser, præciser.

Ud over de tre punkter, som jeg hele tiden vendte tilbage til, snakkede vi også målgruppe. Hvem tænker de egentlig på, når de skriver artiklen? Er det kilden, redaktøren eller …læseren?

Vinkel – hvad er det mest interessante for læseren – her har de også en tendens til at kopiere kildens vinkling.

Etik
De ønskede selv at vi skulle tage en snak om etik, og langt hen ad vejen var vi enige, når det kom til at beskytte børns identitet. Til gengæld skriver de konsekvent navnet på synderne i kriminalhistorierne, når politiet fortæller dem navnet. Det talte jeg imod, fordi man ikke må dømme folk, for retten gør det, men det vil de meget nødigt lade være med. For det første har de en hårdnakket tillid til deres politikilder, for det andet, er det virkelig den slags, deres læsere vil have. I det hele taget er kriminal- og retsstof meget præstigefyldt.

Workshop
Den sidste dag holdt vi en workshop, hvor mine gambiske kolleger fortalte om, hvad de havde fået ud af træningen. Efter en lidt genert start klarede de det flot, og de fik de andre med på en god gang mind-mapping. De havde ellers tydeligvis bare regnet med at sidde og halvsove, mens en eller anden talte i timevis.

Det endte med at blive en utrolig inspirerende workshop som mundende ud i, at de dannede en klub – eller et fagligt netværk – hvor de ville mødes jævnligt og udveksle ideer og diskutere hinandens artikler ud fra de ting, som de havde lært.