Nyt Dansk Gambia-netværk – vil du være aktiv?

”Flere kan mere”. Det er mottoet for et nyt netværk, der vil øge samarbejdet mellem de mange små foreninger i Danmark, der er aktive i Gambia.

Repræsentanter for ikke færre end 10 danske foreninger, der alle arbejder i Gambia, mødtes midt i juni i Odense for at stable et dansk Gambia-netværk på benene. Målet er at dele viden og erfaringer, stå stærkere, både sammen og hver for sig, og at spare tid og kræfter – og undgå fejltagelser.

Er det noget for dig?
GAMES vil gerne bidrage og følge med – og vi spørger nu medlemmerne: Er det noget for dig at være den, der følger med for os? Det er en spændende gruppe:
Initiativet til netværket kommer fra Seniorer uden Grænser (SuG), der står bag tre forskellige projekter i Gambia.

SuG har fundet frem til – og kontaktet – hele 17 danske foreninger, der er aktive i Gambia, og ti af dem mødte frem og blev enige om at etablere netværket. Foreløbigt er der etableret en lukket Facebook-gruppe.
Netværket skal mødes igen i efteråret – og du kan være med.

Sådan gør du
Hvis du har lyst til at hjælpe GAMES med at netværke, så kontakt Jesper Heldgaard fra bestyrelsen, hvis du vil vide mere: jheldgaard@gmail.com,
20 43 58 18.
Så finder vi sammen ud af de næste skridt med Facebook-gruppen og udveksling af alle relevante kontaktoplysninger, nyhedsbreve og så videre.

Mange spændende organisationer
Det kan blive sjovt at høre, hvad andre danske organisationer laver i Gambia.
Netværket tæller bl.a.:

  • Børn Uden Grænser
  • Care4needy – Tooleh Kaffo
  • Kembujeh School Friends
  • Kubuneh Health Centre
  • Seniorer uden Grænser – Choya
  • Seniorer uden Grænser – Kunkujang Mariama, Landsbyudvikling
  • Seniorer uden Grænser – Kunkujang Mariama, Sundhedsfremme
  • SOS – Gambia
  • SVF – Skagenskolen

choya-01Landsbyudvikling i Gambia – Seniorer uden Grænser
Choya er en landsby i Gambia med omkring 300 indbyggerne.  Befolkningen fik tidligere sit vand fra en enkelt gravet brønd med forurenet vand beliggende i nogen afstand fra landsbyen.  I januar 2015 fik vi foretaget en boring til rent grundvand i 80 meter dybde med pumpe drevet af solenergi der leverer vandet til vandhaner tæt ved alle boliger.  Siden har vi også kunnet hjælpe på anden måde.  Vi støtter nu befolkningens egne bestræbelser på at udvikle og forbedre deres levevilkår.