Tætpakket studietur i november

Af Poul Tang

En evaluering efter turen viste at der var stor tilfredshed med turen, og da vi efterfølgende fra vore partnere i Gambia har hørt, at de var meget glade for den massive repræsentation fra Danmark, herunder den samlede GAMES bestyrelse, må vi konkludere at turen opfyldte sit formål.

Deltagere i GAMES studietur til Gambia i november 2018 sammen med nogle af de gambiske oplægsholdere. For interesserede kan man på godt 10 minutter se indtryk fra besøget på https://youtu.be/a4BL2gzDmgo

I løbet af turen kom vi omkring Gambia Press Union og MAJaC Media Academy and Communication, skoleprojekter, community radio-station, politiske forhold og såvel trykte som elektroniske medier. De enkelte besøg gav grobund for gode diskussioner om forhold i Gambia – og hvordan vi bedst er med til at hjælpe på forholdene derned.

Turen var tæt pakket med besøg, og Lars Møllers dybtgående kendskab til Gambia åbnede døre i medieverdenen, som ingen nok så dygtig Spies-guide kunne matche. Dermed være også sagt, at det turistmæssige fik en mindre central betydning end de faglige besøg i Gambia. Så selv om vejret var fantastisk, strandene som man forestiller sig i Bountyland og myggene holdt sig borte, er det de mange indtryk tæt på gambianerne, som fæstnede sig på nethinden.

Faktisk var det de mere turist-mæssige tiltag, der scorede lavt i deltagernes bedømmelse af turen: besøg i Kunte Kintehs landsby, sejlads på Gambia floden og livet på vores Spies-hotel.

For folk der har prøvet at lave arrangementer i Gambia, ved man, at det er vanskeligt at få alt til at klappe, men på grund af vore afrikanske venners venlighed, lykkedes næsten alt vi have planlagt hjemmefra.

Hvad vi ved til næste studietur er, at vi måske kan researche lidt bedre hvad vi skal besøge, og frem for alt bede vore oplægsholdere holde mere strukturerede oplæg og sænke tempoet – det er vanskeligt i lang tid at høre oplæg, godt nok på engelsk, men med kraftig gambiansk accent.

Man er på sådan en tur oppe mod en række logistiske udfordringer, for trafikken er proppet, bilerne absolut ikke i bedste stand,vejene endnu værre og det som på et kort ser ud til 30 kvikke kilometer bliver let til 1-2 timers kørsel på grund af ovenstående forhold.

Men når deltagerne er med på at hjælpe så løses problemerne også hen ad vejen. Så den samlede bedømmelse må være at med de muligheder var til rådighed blev studieturen gennemført med det bedst mulige resultat.